SF lover mere hjælp til anbragte unge efter ulovlige anbringelser på sønderjysk, konkursramt opholdssted
I juni gik opholdsstedet ”Ved Sporet” ved Vojens konkurs. Opholdsstedet havde børn og unge anbragt ulovligt fra flere kommuner på trods af, at det ikke havde en tilladelse til at drive opholdssted. Derfor spiller partiet nu ud med flere forslag, som skal styrke anbringelsesområdet.
– Det er dels frygteligt, at sårbare unge kan placeres på et svindler-sted og må se deres anbringelse bryde sammen, fordi der ikke er styr på stedets tilladelser. Det er simpelthen et svigt, vi er nødt til at rydde op i, siger Karina Lorentzen, som er lokalt folketingsmedlem for SF.
SF foreslår blandt andet en styrkelse af tilsynet med anbringelsessteder med en børneombudsmand, børneambassadører i socialtilsynet, penge til mødesteder for anbragte børn og en styrkelses af socialrådgiveruddannelsen, så de bedre kan gennemskue snyd på området.
– Børnene skal have nemmere ved at klage, og så skal de have mere hjælp til når de skal stå på egne ben i voksenlivet. De er nogle af de mest sårbare unge, vi ser, og vi er nødt til at handle derefter.
SF’erne vil sætte 100 millioner kroner af i finanslovsforhandlingerne til hjælp til de unge.
Kommentarer