112

Ny kompensationspakke er god – men bør udvides

Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark. Foto: SMVdanmark

Den nye aftale om at genåbne de brede kompensationspakker, som vi kender fra foråret, er en god aftale. Men aftalen bør udvides, så den føres tilbage til august og erstatter det uoverskuelige spindelvæv af pakker, som lige nu besværliggør og forsinker kompensationen voldsomt, mener SMVdanmark.

Aftalen fra torsdag den 10. december betyder, at virksomhederne fra nu og foreløbigt til og med 3. januar 2021 kan få kompensation, hvis deres omsætning er faldet med mindst 30 pct. Det vækker glæde hos Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder. 

“Jeg er stærkt tilfreds med aftalen. Nu kommer der hjælp til alle, og ikke blot de få og alt for snævert definerede brancher. Det har vi kæmpet for længe. Det er også glædeligt, at aftalen ikke kun gælder for de 69 kommuner, der er ramt af skærpede restriktioner, og kan benyttes over hele landet. Men aftalen bør kun være første skridt,” siger han og uddyber: 

“Aftalen bør virke allerede fra august, og den bør afløse alle de kompensationspakker, der er blevet besluttet i efteråret. Mange virksomheder har endnu ikke set skyggen af udbetalinger fra de pakker, og de er ved at drukne i de dokumentationskrav, der følger med. De ordninger er simpelthen så komplekse, så kun de færreste har overblikket over dem. Gårsdagens brede politiske aftale er langt enklere og langt mere fair, så den bør være retningsgivende for, hvordan vi vælger at understøtte virksomhederne i Danmark,” siger han. 

Læs mere om aftalen her. 

Kommentarer